hallo hallo

Turforslag

I H.C. Andersens fodspor

En byvandring rundt i den gamle del af Odense. Hør de mange spændende fortællinger, der knytter sig til vores kendte eventyrdigters barndom i Odense. Vi kommer igennem de mange hyggelige små brostensbelagte gader, ned til vaskestedet ved Odense Å og Eventyrhaven ved Skt. Knuds Kirke. På turen kommer vi også ind i selve Domkirken og hører historien om Knud den Hellige, som ligger begravet i krypten.

Gå med i H.C. Andersens fodspor – en opdagelsesrejse for børn og deres voksne

Denne tur henvender sig til børnefamilier, som gerne vil se og høre lidt om vores kendte eventyrdigter på en lidt anderledes måde – med børnene som udgangspunkt. Til denne helt specielle dag har guiden medbragt en rygsæk, hvori der gemmer sig spændende ting og sager. Man ved aldrig hvad der sker….- men, det har helt sikkert noget med HCA at gøre.

Skæbnefortællinger

Iført sort kappe tager skæbnefortælleren dig på en (u)hyggelig vandring, Du vil på denne aften høre sælsomme historier fra Odenses mørke fortid. Konger, der aldrig har fundet hvile, en adelsjomfru, der blev halshugget, den sælsomme å-mand…og andre grusomme skæbner – hårene vil rejse sig på dit hoved og personerne stå lyslevende for dit åsyn. Kom med hvis du tør…

Egeskov

Egeskov er nok en af de smukkeste herregårde, vi har på Fyn. Her er mulighed for at komme indenfor på selve slottet, hvor guiden viser rundt og fortæller de mange spændende historier, der knytter sig til stedet. Desuden er der mulighed for en omvisning i den store flotte park, der omkranser Egeskov.

Den Fynske Landsby

Oplev det fynske landsbysamfund som det så ud i 1800-tallet. De fattige husmandssteder, de rige bøndergårde, vandmøllen, præstegården og mange andre. Tiderne har ændre sig fra Danmark var et lille landbrugsland, men i Den Fynske Landsby træder vi straks tilbage til dengang, hvor hestene endnu var i brug som arbejdskraft på markerne og vore dages moderne hjælpemidler ikke fandtes.

Odense Domkirke

Drabet på Kong Knud af Danmark og hans senere helligkåring, blev starten på det, vi i dag kender som Skt.Knuds Kirke (Odense Domkirke). Hør den spændende historie om domkirkens tilblivelse og kom med i krypten, hvor Kong Knuds knogler udstilles i et helgenskrin. I krypten findes desuden de kongegrave, der knytter sig til den imponerende altertavle udført af den lübske billedskærer Claus Berg. Altertavlen, der i dag befinder sig i Domkirken blev bestilt af den danske dronning Christine gift med Kong Hans. Altertavlen regnes blandt det ypperligste
middelalderkunst i Danmark.

Rådhusrundvisning

Odense Rådhus er placeret i byens gamle midtpunkt på Flakhaven, og består af en en ældre og en nyere del. På rundvisningen vil vi bl.a. se Yans kunstværk ”Fynsk Forår”, vielsessalen med den flotte vægdekoration ”Ung lykke”, byrådssalen og den lange mindevæg over kendte fynboer, der har haft betydning for Odense fra middelalderen og op gennem tiderne.

Klostrenes Odense

I slutningen af middelalderen var der tæt på 300 munke og præster i Odense, selvom byen på det tidspunkt ikke var andet end en stor landsby målt med nutidens øjne. Klostrene lå ved Domkirken, Gråbrødre Kloster, Odense Slot og på Sortebrødre Torv, altså netop i centrum af det nuværende Odense. Vi spadserer en tur rundt og ser på disse steder mens guiden fortæller om hvilken betydning de gejstlige personer har haft for byen – både fordi de fungerede som byens fattigforsorg og hospitalsvæsen, men også fordi de mange udenlandske munke bragte nye kulturelle strømninger med sig, lige fra byggeteknik til den svære skrivekunst.

Brandts Klædefabrik

Brandt er Odenses kulturelle mødested, men samtidig rummer de gamle bygninger et væld af spændende historier. Gå med en tur rundt i området, nyd de smukke bygninger og hør om tiden hvor Brandts var en af de førende virksomheder i byen og om hele den ombygningen til det nuværende kulturelle centrum.

Dramaernes Plads

Odense centrum er fyldt med drama. Lyt til begivenheder i Domkirken, klosterhaven, rådhuset og på Klingenberg. Det er barsk, men sand Danmarkshistorie fra 1086 til vor tid.